Hvalpenes hverdag
For at få en god hund skal man udover at vælge gode forældredyr give hver enkelt hvalp en god start på livet.
Det kan man gøre på mange måder. Her kan du se lidt om, hvordan vi gør det.
Vores hunde er jagthunde, men i første omgang familiehunde og det betyder, at både voksne hunde og hvalpe bor inde i huset sammen med os.
De første par uger
Her er det vigtigt, at hvalpene får ro og den nødvendige omsorg. I denne periode har vi alle hvalpe i hænder flere gange dagligt, og de møder relativt få “fremmede” mennesker.
Når hvalpene er 3-16 dage gamle laver vi nogle små øvelser med hver enkelt hvalp. Øvelserne er beskrevet i et “Bio Sensor Program”. Helt kort er det 5 små øvelser, som ruster hvalpene rigtig godt både fysisk og mentalt. Du kan se mere om programmet her.
I disse uger er hvalpene også primært i vores “hundeværelse” som i tider uden hvalpe også fungerer som gæsteværelse.
Når hvalpene bliver 2-3 uger gamle
Når hvalpene bliver et par uger gamle, udvides deres område til vores bryggers og store køkken.
Det er også tid til, at de kan møde flere mennesker samt andre hunde og vores 2 katte, som kommer ind på besøg en gang imellem.
De bliver stille og roligt introduceret til forskellige ting som støvsuger, vaskemaskine og alt muligt hverdagsstøj.
Det er også når de er ca. 3 uger gamle, at de skal lære at spise tørkost – som i starten selvfølgelig er opblødt.
Når hvalpene bliver 4-6 uger gamle
Efter endnu et par uger, når de er klar til nye udfordringer, tager vi dem med ud i haven.
De små kommer ud og leger og udforsker verden flere gange om dagen.
På deres “legeplads” har vi forskellige udfordringer til hvalpene.
Vi holder øje med deres leg og får også i denne tid et godt billede af hver enkelt hvalp, og hvordan de klarer de forskellige udfordringer, de udsættes for.
Hvalpene leger naturligvis stadig indenfor i huset, men ved at vi tager dem ud, får de også en god vane med at der leges rigtig vildt, når vi er ude, men når vi er i huset, så tager vi den lidt mere med ro.
(Selvom en flok hvalpe der trænger til at krudte af, ikke kan overtales til at tage den med ro).
De sidste par uger inden hvalpene skal til deres nye hjem
Når hvalpene bliver ca. 6 uger, tager vi dem med på små køreture i bil.
De leger mere og mere både indenfor og i haven.
Vi går små ture på marken, og de kommer ud til vejen et par stykker ad gangen.
I denne periode prøver hvalpene også at blive adskilt fra deres mor og søskende i små perioder.
Alle disse dagligdagsting er med til at ruste hvalpen til sit nye hjem med sin nye familie.